 |
|
|
 |
|
|
|
 Personlighed....
Så er det oktober 2007 - snart november.....og så kommer juletiden. Tiden går stærkt, synes vi her i Hytten.
Buller er nu blevet en stor "Buller-Dreng", med alt hvad der til dét hører ! Virkelig !
Han er et "vane-dyr", og er ikke bleg for at udtrykke sin utilfredshed, hvis vi ikke lige gør som vi plejer !
Så bliver han godt nok fornærmet....og ikke engang lidt snold kan blødgøre ham.
Forleden aften kom han hen til mig for at tigge snold. Han henter mig, og så skal vi gå ud til hans snoldeskab. Når han er sikker på, at han har min opmærksomhed, så går han stille og roligt ud og stiller sig foran sit skab - og hvis jeg ikke er lige bag ham, så bliver jeg skam hentet - venligt; men bestemt !
Men denne aften - da havde han ikke spist op af sin aftensmad. Og så ville jeg ligesom "prøve" ham lidt.
"Nej - man kan ikke spise snold, når man ikke har spist sin aftensmad !" Det kan han jo ikke forstå, vel ? Eller kan han ? Jeg pegede på hans aftensmad i skålen, og gentog så - og så gik jeg ind i stuen og satte mig. Så kom han ind, og skulle lige prøve een gang til - men igen sagde jeg nej, og så blev han fornærmet. Vendte ryggen til mig, GLOEDE lige så ondt på mig - og lagde sig ned med et ordentligt suk ! Det var nok ikke søde tanker, jeg fik fra ham....
Jeg ser så lidt TV, og tiden går - og lige pludselig så har jeg Buller stående foran mig igen ! Han kan blive noget så insisterende, når han vil opnå noget.
Og jeg siger så igen, at den altså ikke går at proppe sig med snold, når man ikke spiser sin aftensmad ! Og for at vise ham igen, hvad jeg mener - så går jeg med ham ud til hans madskål - som er TOM !!! Og Buller har allerede sat sig foran sit snoldeskab med et aldeles uimodståeligt udtryk i fjæset ! Som om han ville sige: "Nu har jeg gjort som du sagde, Mor - så nu må jeg godt få snold !"
Jeg må indrømme, at jeg blev lidt paf - og måtte lige hente manden og vise ham det ! Buller blev siddende foran sit skab og ventede.....
Og selvfølgelig fik han da lidt snold - klart !
Nej, jeg synes ikke, at vi gør ham mere klog end han er - han ER vitterlig en intelligent hund. Og vi frydes jo over hans personlighed, for den er altså noget for sig.
Tit tænker vi på, at det kunne ha' været rart at der var mulighed for at få "Bullinger" - altså afkom fra Buller - med den personlighed, han har - men vi véd jo godt, at det aldrig kommer til at ske med hans HD. Det er ærgerligt; men sådan er det nu engang.
Jeg kan blive SÅ ked af det, når jeg tænker på, hvad han måske skal gennemgå grundet hans sygdom. Jeg føler mig helt flået indeni....vi vil gå langt for Buller - virkelig langt - men ikke for enhver pris ! Smerter skal han overhovedet ikke have - på nogen måde. Men vi vil ikke udsætte ham for operationelle indgreb; medmindre der er 85-90% chance for, at det går godt ! Det er vi helt enige om.
Buller betyder alt for os, og er een af os hjemmefra med overnatninger grundet arbejde, ja så er glæden ekstra stor, når man så kommer hjem igen ! Buller bliver ked af det, når een af os er nødsaget til at være hjemmefra - han går tit hen til vinduet og kigger ud i indkørslen - for kommer Mor/Far ikke snart hjem ? Jeg troede først, at det kun var den opførsel, når manden var ude - men Buller opfører sig på samme måde, når jeg er bortrejst - og det hjælper jo lidt på humøret, ikke ?
Vi har et ansvar for vores dyr - og omgivelser !
Så er vi nået til Juli 2007.....og Buller bliver snart 3 år. Det er helt underligt at tænke på - for hvor er årene dog blevet af ?
I en stille stund nyder jeg at se ALLE de billeder, vi har taget af Buller - helt fra dag 1 af her hos os frem til nu - og læse alle de ting, som vi har forfattet i årenes løb.
Jeg synes, at hvalpetiden gik stærkt - eller var det fordi, at jeg var væk og på arbejde, og min mand så fik alle oplevelserne, fordi han arbejdede meget hjemme i den periode ? Det kan godt gnave lidt - men kun i et par minutter - for bare jeg kigger på min hund, så bobler lykkerusen og glæden rundt i kroppen på mig, og jeg bli'r så pokkers rørstrømsk, når han blinker til mig....ihhhe... altså....
Derfor er det også TOTALT uforståeligt for os, at mennesker kan mishandle deres dyr ! Jeg er godt klar over, at vi her i Hytten nok er "for meget" i andre folks øjne mht til Buller; men at behandle sit dyr ordentligt - det må altså være et ultimativt krav !
Skal vi have dyrepoliti ? Det emne talte vi meget om forleden dag på jobbet - og der var total enighed ! Selv de kollegaer, som ikke har dyr - og måske ikke er SÅ begejstrerede for dyr - mente, vi havde brug for sådan en instans - og for mit eget vedkommende, er der slet ingen tvivl - selvfølgelig skal vi det ! Jeg kan blive helt ude af den, når jeg hører og læser om folk, der mishandler deres dyr på det grusommeste - og det er ikke rare tanker, der flyver gennem hjernen på een.
Den seneste episode, hvor en galning har klippet sin hundehvalps ører.....gjorde mig så vred, at jeg simpelthen begyndte at stortude ! Hvordan i himlens navn kan man dog finde på noget sådan ? Hvordan kan man dog have en sådan forkvaklet tankegang og handlemåde !!! Hvad ER det dog for mennesker, der kan få sig selv til sådan noget ? Det er mig total ubegribeligt - dybt uforståeligt !
Jeg kom til at tænke på en episode, fra da jeg var en ganske klein pige...en episode, hvor min Far gjorde noget, som har sat sig på min nethinde for evigt, og som jeg fra tid til anden "henter" frem, og siger: "Det var MIN Far, sådan var han nemlig !" med en stor portion stolthed !
Jeg overhørte en samtale mellem mine forældre, hvor jeg kunne se, at min Far var meget harm og opbragt - og jeg kan huske hans ord: "Det skal stoppes, og det skal være omgående - jeg kan ikke ignorere det, og sådan bliver det!" Min Mor var lidt mere rolig; men dog enig med min Far - men bad ham passe på, og tænke sig om. Jeg var på det tidspunkt ikke klar over, hvad det drejede sig om - men ganske nysgerrig var jeg jo - og jeg fulgte min Far med øjnene, da han gik ud af vores ejendom, og begyndte at gå ud på vejen. Vi boede på landet, så der var LIDT langt mellem naboerne. Men min Far fortsatte, og så kunne jeg se, at han havde retning mod een af de naboer, som vi ikke havde så megen kontakt med. De havde både heste og hunde - i stort antal. Jeg kunne se, at Far bankede på deres dør, og stod og snakkede med dem - og så for jeg jo ud og løb over til ham - ja, nysgerrig; men også bange - jeg skulle passe på ham. Og da jeg nåede derover, hørte jeg min Far sige meget tydeligt - og meget bestemt - med en advarende pegefinger løftet: "Nu skal I høre efter, hvad jeg siger til Jer - det er ikke for sjov, det her ! Hvis I ikke kan finde ud af at holde Jeres dyr og passe på dem, så må det slutte, og det aldeles omgående ! Jeg har haft fat i Jer før, og nu må det altså stoppe !" Svarene var mange, og jeg kan huske, at min Far - stille og roligt - sagde, at der skulle findes en løsning lige nu. Een ting var, at man ikke havde penge til at købe foder, en anden ting var at behandle dyrene ordentligt. Og hvis han een gang til oplevede, at hestene eller hundene blev sparket, slået eller andet - så blev landbetjenten tilkaldt med det samme !
Der blev helt stille....virkelig....og min Far forsatte: "Jeg er ikke kommet for at lave ballade; men det kan ikke fortsætte det hér, og det må I også kunne indse. Hvis det er fordi, at pengene er små, så lad mig købe Jeres heste og hunde, og så skal jeg sørge for dem. Men det skal stoppe med det samme, det kan ikke blive ved !". Om det var fordi, at jeg var med - eller alene respekt for min Far - det véd jeg ikke; men samtalen fortsatte stille og roligt. Min Far sagde, at han gerne ville hjælpe med at finde hjem til dyrene, hvis de ikke kunne have dem - de skulle bare sige til, hvis de havde brug for hjælp.
Dén episode glemmer jeg aldrig ! Min Far var ikke nogen ung mand på det tidspunkt - jeg er efternøler med stort E, og har desværre ikke mine forældre mere - og der skulle virkelig meget til at få ham til at blive vred, men når han så BLEV vred, så lyttede folk altså også efter.
Der blev ændret på tingene, kan jeg huske. Hestene kom ud på en eng, hvor der var masser af frisk græs, og hundene (der var vist 6 stk.), blev passet og nogle af dem kom ud til andre folk og blev kæledyr.
Der var jo ikke noget i vejen med dyrene - det var jo menneskene, der ejede dem, der var noget galt med.
Forhistorien var så også, at min Far rent faktisk havde haft fat i naboen før, da denne var ude at ride på een af hestene og kom forbi vores sted - fordi denne havde råbt og pisket helt vildt på den stakkels hest. Og her var min Far så gået ud og havde sagt nogle ting til personen, blandt andet, om han var helt forstyrret oveni sit hoved, at behandle sin hest på den måde !
Som ganske ung havde min Far beskæftiget sig meget med heste, han havde været forkarl på nogle store gårde - og han havde nok et lidt anderledes forhold til heste, end de fleste.
De hunde, som har været i vores famile - vores egne, mine søskendes - ja, de har altid forgudet min Far. Fulgt ham lige i hælene, og de skulle altid ligge ved hans fødder. Han kunne få dem til at sitte, dække og alt muligt - bare han nussede lidt med dem. Jo, vi tror bestemt, at han havde decideret hunde-tække. Jeg er også helt overbevist om, at hvis han havde levet i dag, og oplevet min Buller - ja, så havde det været "Morfar's" hund og lille Skrubbe....helt sikkert !
Når jeg er på kirkegården ved mine forældres gravsted, så tænker jeg altid på, om min Far monstro følger med eet eller andet sted, og kan se, at jeg behandler Buller godt, og sørger godt for ham. Måske også forkæler ham lidt; men det er jeg sikker på, at Far accepterer fuldt ud......det gjorde han jo også selv med de dyr, han mødte på livets vej...
Buller - vores eet og alt....
Verdens smukkeste, sødeste og klogeste hund !!
Ja, det er da selvfølgelig vores Buller....det er vi selv slet ikke i tvivl om.
Han er nu 2 år og 8 måneder, og han er så dejlig. Han har udviklet sig til at blive en virkelig god og intelligent vovhund, som trods sin godhed ikke finder sig i hvad som helst. Sagt på en anden måde: Vi skal stå meget tidligt op for at ta' fusen på ham.
At køre i bil....her kan vi ikke lige lure, om han kan lide det - eller han bare er glad for at komme med, så han ikke skal være alene hjemme. Ikke desto mindre, så farer han ud til bilen og sætter sig foran "sin" dør, når lågen til indkørslen bliver åbnet - så er Buller klar til afgang.
Hvis vi har været nogle steder, på besøg eller lignende, så er Buller helt oppe på mærkerne, når vi er ved at være hjemme - og det første stykke tid herhjemme, da er han ellevild af glæde, og ter sig som en lille hvalp.
Papkasser......han kan simpelthen ikke stå for dem. De skal gnuskes - men det bedste af det hele - de skal helst stjæles, og så skal der løbes rundt med dem - det være sig store som små.
Som noget nyt, så er han begyndt at knurre og gø, når der leges. Hvis han kan få sin Far til at prøve at ta' et ben eller noget legetøj fra ham - så knurres der og ofte kommer der et par højlydte gø også. Han kan sågar finde på at lægge tingene lige foran een, og så skal vi så prøve at ta' dem fra ham. Han bider os ikke, han kan godt finde på at sætte tænderne i hånden - men han bider ikke.
Gåturene er knap så stressende for mig og Buller som de har været, han lystrer mig - sitter, når jeg beder ham om det - men vi har stadig issuet med, at han bliver skræmt af lyde. Det kan være en bildør, der smækker - eller folk, der kommer og snakker.
Det er blevet meget, meget bedre - men der er stadig lang vej til det er i orden, desværre.
Han er meget bange af sig, og når vi er ude, så går han lige i hælene på sin Far - trygheden - men samtidig er han også nysgerrig, og det er nogle gange en kamp for ham. Man kan næsten se på ham, at han ikke véd, om han skal gemme sig bag os - eller bare ta' det som en oplevelse.
Vi har haft ham med en tur på stranden, og bare gåturen derned var et hit ! Da vi så slap ham løs på selve stranden, ja da var han jublende glad og hoppede rundt omkring os. Ikke noget med at stikke af - var hele tiden rundt omkring os - også selvom der var SÅ ufattelig mange nye indtryk og dufte - det var lige ham - selvfølgelig til stor glæde for os ! Så det er bestemt ikke sidste gang, at vi har prøvet dette.
Han bliver mere og mere tryg ved andre mennesker - han skal lige igennem fem minutters ritual med at fnyse og sådan noget - men så vinder nysgerrigheden, og dét at blive kælet lidt for - og så kommer han selv hen til folk.
Indtil videre har vi ikke set de helt store tegn på, at hans HD generer ham. Det er selvfølgelig noget, som vi er meget opmærksomme på i vores hverdag - og forsøger at "skåne" ham for voldsomme hoppen op og ned og lignende ting.
Han SNORKER, når han sover - virkelig ! Forleden nat vågnede jeg, og så lå der en hund ved siden af mig - på ryggen, med underkroppen under MIN dyne - og han SNORKEDE højlydt !!! Der gik rimelig lang tid med at få ham vågnet og verfet ned på gulvet - og det var da også en ret så fornærmet hund, hvis øjne skød lyn mod mig. Det var måske også tarveligt; men det er altså MIN seng - og ikke Bullers.
Nogle gange siger jeg til ham, hvis han skal mokke mig, og være lidt i vejen: "Jeg SKAL være her - du MÅ godt være her !" - og så GLOR han lige så arrogant på mig.....ja ja - det er vist godt, at jeg ikke sådan lige kan læse hans tanker, for det er nok ikke altid pæne og velopdragne sætninger, der hvirvler rundt...næ næ...
Om aftenen er han begyndt på at komme ind og sætte sig foran mig, og så stirrer han på mig. Når han så får forbindelse med mig, så lægger han sit hoved på skrå - først til højre, og så til venstre - og hvis jeg ikke reagerer, så får jeg en stor lap på mit skød. Siger jeg så: "Hvad skal Mor ?", så lægger han sit hoved på skrå med ørene helt oppe, og så rejser han sig, og stiller sig ude ved sit snoldeskab......nej...jeg har ikke lært ham det. Men han véd jo nok godt, at det er nemmere at slå lidt snold af Mor end af Far....rigtig klog hund...
Strand...og andre mennesker
Vi er lige kommet hjem fra en lille weekendtur med familiemedlemmer, vi boede i et dejligt stort sommerhus.
I januar 2007 foreslog jeg, at vi arrangerede sådan en tur - så vi kunne være lidt sammen - det er ved at være en del år siden, og meget er hændt i familien i årenes løb - så NU skulle det være.
Heldigvis var alle med på idéen, og ingen havde noget at indvende mod vores krav om at have Buller med. Hvis vi ikke kunne få ham med, ja - så blev der ikke noget ophold for os. Men der er heldigvis heller ingen problemer med dette i vores familier, for de har jo accepteret Buller fuldt ud, og synes jo det er sjovt sådan at følge ham - og være sammen med ham. Han fornærmer jo absolut ingen, er bestemt ikke vild og uopdragen - og farer ikke omkring. Han skal lige kigge folk an en små 5 minutter, så lægger han sig ned - og gerne under bordet, vi sidder ved. Dog følger han sin Far overalt - det er det eneste, der er vigtigt for ham - han skal være i nærheden af sin Far, ellers bliver han ked af det. Han er meget, meget Far-pattet...jeg er i hvert fald på en andenplads - det er jo trods alt mig, der bestemmer over maden - og ikke at forglemme - snoldet ! Og når der skal nusses, hvis han er ked af - når Far går ud af døren, og Buller ikke må komme med - ja, så er det Mor, der skal trøste. Manden fortæller dog, at det er det samme, når jeg går ud af døren - så bliver Buller også ked af det...det hjælper lidt på selvtilliden.
Men det var dejligt at se Buller i selskab med andre. Een ting er at have besøg eller være på besøg - det er jo bestemt noget helt andet at dele hus i 3 dage. Det var total nyt for Buller, og han kunne ikke rigtig forstå, at der HELE tiden var andre mennesker - men sålænge vi var i nærheden, så gik det.
At se ham på stranden - i strid storm - det var simpelthen en fornøjelse uden sidestykke. Vi har været sådan lidt spændte på at se hans reaktion - og vi må nok sige, at det bestemt ikke er sidste gang, at vi bevæger os afsted med Skrubben. Nu er personbilen skiftet ud med biler med plads til Buller bagi, så nu er det MEGET nemmere at have ham med på tur. Han er jo ikke nogen lille hund mere (ca. 72 cm. høj), så selvom det ikke var en lille personbil, vi havde - så er det da noget nemmere nu. Han har da også været med sin Far ud at "hurtig-handle" nogle gange, så han var alene i bilen i 5-10 minutter - men kunne se sin Far inde i butikken. Så går tiden jo med det, istedet for at han skal være ked af det herhjemme, fordi Far var kørt sin vej uden ham. Det gør tingene noget nemmere - helt sikkert !
Den Klogeste Hund......
....det er vores ! Betingelsesløst og uden tvivl ! Vi er indehavere af een af de klogeste hunde på vores klode - og sådan er det bare !
Vi behøver ikke træning, træning og atter træning for at få Buller til at udføre ting på kommando - eller andre ting. Han kan udemærket godt finde på selv ! Vi har nemlig udviklet vores eget kropssprog, mimik og tonefald - NEMLIG !
Efter en aftens "træning" på Buller's præmisser....kan jeg nu børste tænder på min "lille" Skrubbe.
Om aftenen kommer Buller hen til mig, sætter sig foran mig - og kigger intenst på mig. Så skal jeg så spørge om forskellige ting (selvom vi jo begge godt véd, hvad han vil - men det er sådan et lille ritual, vi har udarbejdet...) - begge hænder ud til siden, og sige: "Hvad skal Mor ?" - så bli'r der puffet til mig - tegn til, at jeg skal rejse mig - og så lunter min hund ud til sit snoldeskab - mens han holder øje med, at jeg går LIGE bag ham. Vælger jeg at gå en anden vej end ud til hans snoldeskab, ja - så bliver jeg venligt -men bestemt - hentet tilbage til banen - et forsigtigt niv i buksebagen kan være løsningen - vi skal jo ud til snoldeskabet, ikke !
Så sætter han sig pænt foran skabet - og venter.....så starter jeg "i det små" med en lille hundekiks - dén vil han ikke ha' - så prøver jeg en anden lille guf - heller ikke denne du'r - når jeg så ta'r fat i posen med griseører, så rejser Buller sig op, og puffer lidt til min arm - MÅLET NÅET !
Når snoldet så er udleveret, så venter han lige på, at skabet bliver lukket - hvis der nu vankede mere - og så går han ind på min mands kontor og guffer....Fars kontor er tryghedens base - sådan har det altid været. Når Buller bliver bange, så kan vi finde ham inde på mandens kontor - det er helt sikkert.
Når Buller leger med sin Far, så er det tit hundepoterne, der vinder ! Det er utroligt, hvad han kan finde på - og han er simpelthen så snu, så vi tit må give op, og bare grine og fundere over ham - virkelig !
Vi har været lidt nervøse for hans reaktion, når vi har haft børn på besøg - for han er jo ikke vant til småfolk i sin hverdag. Men han klarer det fint...kigger lidt undrende på dem - kigger lidt på os, som om han lige vil sige: "Hvad er det dog for nogle underlige nogen ?" - han er nysgerrig, og vil gerne tæt på dem - men han er jo lidt stor - men så sætter han sig foran dem, og så får de lov til at nusse ham - sågar klaske ham i ansigtet - hér siger både forældre og vi stop - men tit er det bløde barneklask jo "sket", inden vi kan reagere - men Buller bliver siddende og lukker bare øjnene.
Buller styrer ikke hjemmet, når vi har besøg - men dette er hans hjem, hans base - og det skal respekteres ! Heldigvis er han en dejlig og godmodig hund, så bare han kan få lov til at være i nærheden af sin Far - så går tingene.
Vores kæledyr...meninger og tanker..
Som så mange andre, så vi også udsendelsen "Basta" i går omkring en kennel ved navn Hof Joy. Denne kennel har så tilsyneladende opdræt af Hovawarter.
Lagde andre monstro mærke til, at de hunde, som stod i bure, ikke var forknyte - men virkede glade ?
Ikke, at jeg har den helt store fornuft/indsigt i alle ting - nu er jeg så også UTROLIG rørstrømsk, og vil partout redde hele verden, og kan SLET ikke forholde mig til at dyr skal være i bure.....slet slet ikke fornuftig; men det indrømmede jeg jo også !
Hver gang jeg ser et program med hunde i bure, så er jeg parat til at køre ud og hente disse skrubber, så de kan få et "bedre liv" - tænker ikke så meget; men vil bare ud og REDDE dem med det vums.
Jeg kunne forestille mig - hvis det ikke lige var fordi, min mand er gennemsyret af god sund dansk fornuft - at alle praktiske og logiske ting faktisk først ville gå op for mig, når jeg havde købt/befriet alle vovserne....såsom - hvor skal de være ? Har jeg plads til dem ? Øhe...og igen Øhe....??? Men så er det jo lige at manden kan få mig ned på jorden igen, og påpege et par vigtige og essentielle punkter...ikke at han sådan får ret lige med det samme - men slutresultatet er (måske heldigvis..) i hvert fald, at jeg ingen steder kører...men TANKEN.....dén kan ingen ta' fra mig !
Jeg er sikker på, at får jeg chancen for et nyt liv - altså efter dette, som jeg er i gang med nu - så vil jeg omgive mig med dyr af enhver slags....ja, jeg kunne vel egentlig realisere mine tanker allerede nu; men jeg kan slet ikke overskue at skulle undvære mit nuværende job, opgaverne, ansvaret, deadlines, adrenalinet der pumper, når det er snært med tid
- og ikke mindst mine kollegaer, og den hverdag, som jeg har sammen med dem. Når det kommer til stykket, så tilbringer man jo trods alt uendelig mange timer sammen med dem - og igennem mange år tilligemed.
Meeen.....en hektisk jobhverdag hænger bare ikke sammen med en hær af kæledyr...niksen...bare her i vores lille Hyt', da er en hjemmedag på kontoret et kæmpehit, og SÅ dejlig....bare det, at man ikke skal ud af døren tidligt om morgenen og komme sent hjem; men kan ta' det roligt - selvfølgelig skal man være "på" via PC og telefon - men samtidig kan nusse med sin Buller-hund dagen lang. Ja, jeg er da sikker på, at han også er glad, når han kan se, at "Mor" ikke tager dén bestemt frakke på - men ta'r hjemmetrøjen på, og spørger, om vi skal gå ud og lege istedet for.
Han véd godt, hvilket overtøj, der betyder: "Mor skal på job", og hvilket der betyder: "Mor skal være hjemme hos dig" - det er vi helt sikre på. Vi kan jo se det på hans ansigtsudtryk og kropssprog.
Nytår 2006....på den igen...
Ja, så er vi igen ved årets sidste dag...og atter skal vi gennemgå en aften med skræk og plage.
Lige nu er klokken ca. 14, og selv i vores lille landsby er de fleste ungersvende og børn vist ude og "larme". Det føles i hvert fald sådan....😠
Buller har i et par dage haft svært ondt i sine ben, vi mener, han har fået forstrakt eet eller andet. Og på trods af store smerter, så har han humpe-faret rundt, når der er blevet fyret en raket eller kanonslag af.
I dag ser det ud til, at han er ovenpå. Han var i hvert fald meget, meget glad i morges, da jeg stod op - og han har også allerede vist et par bølle-streger. Så jeg anede håb i horisonten. Men - ak og ve - 3 knald, og så halen mellem benene....
Jeg har i over en uge nu bedt de højere magter om et gedigent regnvejr nytårsaften....for så gider folk nok ikke at stå alt for meget udenfor og fyre krudt af. I går kom manden så og fortalte, at det så ud til, at jeg fik mine bønner opfyldt. TAAAAK deroppe eet eller andet sted - mange tak !
Jeg er lidt sikker på, at Buller nok kan mærke, at jeg selv HADER fyrværkeri og kanonslag m.m. - virkelig hader og foragter ! Jeg kan slet ikke se logik, fornuft eller noget som helst andet i, at det skal være så ufattelig larmende at skyde en raket op i luften ! Hvorfor er det dog nødvendigt ? Ja, som skrevet, så fatter jeg det ikke. Og når man taler med andre folk om dette issue, jammen så er man jo enige...hvorfor køber folk så alligevel disse larmende helvedespinde ? Det overstiger virkelig min forstand - og jeg synes da selv, at der er plads til en del foroven.....😲
Jeg kender godt selv årsagen til min frygt: jeg er opvokset i et hus med stråtag, og mine forældre var klar hver nytårsaften: fotoalbums, pas, forsikringspapirer og nødtørftigt tøj var på forhånd pakket - og klart, såfremt ulykken skulle ske, og en raket havnede i taget. Man har fortalt mig, at dette skete et par år i træk, hvor min Far og Svoger måtte op på taget med vand og det hele.
Men alligevel festede vi og fejrede nytårsaften - bare ikke med alt det fyrværkeri - og vi havde alligevel en dejlig aften. Dengang var der nu heller ikke så høje lyde ved raketterne - det sagde jo "bare" fjjjjøøøøøttttttttttttttttttttt - og så var den oppe i luften.
Flot - selvfølgelig er det flot ! Men FJERN DE FORBANDEDE LYDE KNALD OG BANG - så ville det måske blive en fornøjelse for os allesammen.
Godt Nytår til alle - trods alt......
🤭
Følelser i overflod...?
Kan man overelske sit kæledyr ?
... jeg tror godt, at jeg kan ! Buller gør nogle gange nogle ting, som får mig til at blive SÅ rørt og over-over-overfølsom, og bare knibe en tåre - ganske uhæmmet.....det er nok bare stress, siger mange.
Nej...jeg har styr på min stress, jeg véd den er der, og den kan jeg arbejde med - både ved egen og ekspert-hjælp...men mine følelser for mit kæledyr !
Dem kan jeg SLET ikke håndtere, og de raser bare gennem kroppen på kryds og tværs, og på de mest mærkelige tidspunkter !
Jeg kan få tårer i øjnene bare ved at sidde og kigge på ham, se, hvordan han reagerer på ting, opleve hans personlighed - hvordan han kigger tilbedende på sin Far, som vitterlig ER hans eet og alt...også selvom Buller godt kan finde på at aflevere en ordentlig herre-bøvs lige i fjæset på een, når man sidder og nusser med ham...så ER han bare vores eet og alt !
Ihhhe....det er dejligt at over-elske....
Minder....
I dag har vi så taget hul på september måned, og det er et rigtig møgvejr - det øshamrende regner...suk...
Jeg har lige været ude og hente dagens post, og finder så "Tid til vaccination" fra vores tidligere dyrlæge....og jeg tænkte: "A hva' ??", fik vendt kortet om - og så stod der Kato på....dén sved....
Ja ja....selvfølgelig begyndte jeg at stortude...han er i mine tanker hver evig eneste dag, alt oplever jeg igen og igen - bare med en kæmpe portion af svigt, svigt og dårlig samvittighed !
Jeg vil ALDRIG nogensinde tilgive mig selv, at jeg gav ham fra mig - ALDRIG !
Han havde - og har stadigvæk - så stor en plads i mit hjerte, at uanset hvad - så er han stadig min lille skrubbe ! Selvom jeg inderst inde godt er klar over, at det var total uholdbart i længden, og meget meget bedre for at ham ikke at være her - så overstiger følelsen af svigt og savn denne fornuft ! Virkelig....
Snart efterår...
Så er august ved at rinde ud, og det er snart efterår. Lidt trist...men vi har været heldige her i hytten, vi har haft ferie i den dejligste varme og mest solskinsfyldte periode ! Derfor er det nok også ekstra svært at komme op i gear igen, især jobmæssigt... Svært at komme ud af døren om morgenen, når man hellere vil være hjemme og pusle lidt.
Vi har haft et par dage efter vores ferie, hvor Buller har været lidt forvirret over, at vi skulle ud af døren. Selvom vi da kørte engang imellem i vores ferie, og især de sidste par fridage - ligesom for at vænne ham til det - så har han været lidt konfus over at vi ikke har været hjemme.
Det har så givet sig udtryk i lidt tynd mave, og 3 "uheld" indenfor....
Den første gang kom jeg først hjem, og da jeg lukkede mig ind, var Buller da glad for at se mig; men han havde nu mere travlt med at komme udenfor ! Det gør vi altid når vi kommer hjem - smider lige taskerne - og så skal vi ud at tisse !
Men denne gang ville han ikke med ind igen - og så noget slukøret ud ! Min første tanke var: dårlig samvittighed ! Buller ødelægger ikke ting, når han er alene hjemme - men man kan jo aldrig vide...så det var med LIDT blandede følelser, at jeg gik indenfor...men lugten afslørede jo det hele. "Heldigvis", så havde han da pølset på eet af de håndklæder, som jeg har liggende foran terrassedørene - så det var jo ikke verdens undergang ! Men han var godt klar over, at det var ikke det smarteste at gøre ! En nænsom lille "skideballe": "Buller - hvad er dét dér for noget ?", og så ellers bare i gang med at gøre rent ! Hurra for biotex og kartoffelmel !
Ærligt - vi skælder altså ikke Buller huden fuld, når han har gjort sådan noget når vi ikke er hjemme - for han kan jo ikke komme ud ! Han er udemærket godt klar over, at det ikke er så godt, og så skammer han sig. Når vi så har ryddet op, så er det dét - og så videre !
Buller fylder meget i vores liv - virkelig ! Afsavn ? Nej, det vil jeg altså stadig ikke kalde det, for vi får så meget andet i tifold ! Ferierejser og alt sådanne noget - jammen, vi savner jo Buller helt forfærdeligt, når vi er udenlands eller på besøg indenrigs. Det er så dén måde, vi har valgt at leve vores liv på.
Vi koordinerer vores hverdag, så vores programmer ikke ramler sammen. Skal den ene noget, jammen så er den anden hjemme. Det kan sagtens lade sig gøre.
Nu er der en "lille" skrubbe, der lægger en pote på mit lår - så enten skal vi lege, eller osse skal vi tisse.....
Sommeren 2006
Så er det i dag den 1. august 2006, og Buller har fødselsdag her den 6. august - tænk, så er vores lille skrubbe 2 år...det er LIDT mærkeligt at tænke på. Især - hvor tiden dog er gået hurtigt ! Men sådan er det vel også med menneske-børn, som lige pludselig ikke er børn mere, men teenagers med stort T. Sådan har vi det i hvert fald med Buller. Jeg er helt overbevist om, at han har de samme tendenser, som menneske-børn har. Og helt bestemt er vi midt i et mindre teenager-oprør på total hundevis ! Kald mig da bare tosset - det er i orden - men prøv så lige at tilbringe et par dage i selskab med min lille skrubbe, og jeg er sikker på, at piben så får en anden lyd !
Vi har været utrolig heldig med Buller, når vi taler om at ødelægge ting - virkelig ! 2 stk. stoleben er der blevet gnusket lidt på i hans hvalpetid.
Men her forleden aften - så har han åbenbart haft kløen i gummerne igen, for om morgenen fandt jeg en ødelagt fjernbetjening ! Gennemgnusket var den da blevet. "Heldigvis", så var det fjernbetjeningen til TV'et i soveværelset, så det går nok. Da jeg opdager det, så henter jeg ham, og så peger jeg på den, og spørger: "Hvad er det for noget, Buller ?"
Og straks er han godt klar over, at den nok ikke er så god, for noget slukøret kigger han ned i gulvet, og så går han ud i køkkenet og lægger sig. Vi behøver ikke at råbe og skrige ad Buller - slet ikke. Vi bruger mimik og ord. Og uanset hvad forskellige kloge mennesker mener, så virker det altså for vores hund og for os.
Buller véd, at NEJ betyder, at det må man ikke. PUHA - det er så det samme, og så stopper han med sit foretagende (som regel noget, han ikke må...) med det samme.
Visse ord skal vi dog passe på med, for disse forstår han. Det tror I ikke på ? Jammen, det er skam rigtig nok !
Bliver ordet GRISEØRE eller SNOLD nævnt, så har vi en hund siddende ude ved sit snoldeskab, afventende...
Siger man ordet GÅ TUR, så danser han rundt ude i bryggerset og kigger på sin snor med logrende hale og mange lyde.
VANDE BLOMSTER, så er han klar ude ved hanen i gården.
TØMME POSTKASSE - ligeledes ude ved døren, og klar.
Ud og tis' - helt med på den osse.
MAD - den er nok generel for alle hunde.
Med på Mor's værelse - så går han i forvejen, og drejer ind på mit kontor.
Hvor er Far - finde ? Og så styrter han rundt for at lede efter sin Far.
Det sjoveste - eller mest mærkelige - det er, når min mand er kørt. Buller følger mig overalt, lige i hælene - han skal jo passe på. Men det passer hver gang - et par minutter inden min mand kører ind i vores indkørsel, så er Buller i vigør. Han piber, og løber ned til vinduet ud til indkørslen, og tilbage igen - hen til bryggersdøren, og piber og snakker helt vildt. Jeg kan jo først høre, når manden kører ind i indkørslen; men Buller er noget foran mig. Den er stensikker hver gang.
Når Buller er med ud at køre, så passer det med, at et par km inden vi er hjemme, så er han "på" - og hans opførsel ændrer sig totalt.
Selvfølgelig er han da vores lille Skrubbe..han er det bedste, vi har - vores lille øjesten. Og vi gruer for den dag, hvor vi må sige farvel. Vi er godt klar over, at vi nok ikke får lov til at beholde ham så længe, grundet hans HD - derfor nyder vi også hver evig eneste dag ekstra meget. Det piner os, at så dejlig en hund skal lide sådan en skæbne - og bitre tanker kan nogle gange godt komme frem - men det kan vi ikke bruge til noget - men de kommer !
Lige i dag halter han på sit venstre ben - men det er nu mere fordi han har forstrukket eet eller andet, han var LIDT for vild med at få jaget solsorte væk fra sin have i går.
Påsken 2006...13. april 2006
Som tiden dog bare iler afsted...jeg synes, det var i går, at det var juleaften. Men så er tiden vel også gået godt, når den sådan har spurtet afsted.
Hov - nu kommer solen frem. Det har godt nok også været tiltrængt, man bliver jo helt nedtrykt af det dårlige og ustadige vejr, der nu engang hersker her i lille Dannevang.
Vores lille hund glæder sig også til det bliver bedre vejr - det er helt sikkert. Han kigger længselsfuldt ud i haven, og håber på, at det snart bliver pote-sikkert vejr. Buller HADER at få tørret poter, han finder sig i det, og sitter lige så fint, når vi kommer ind - men der hersker ingen tvivl om, at herren er dybt utilfreds. Det er så tydeligt at spore i hans ansigtsudtryk, han bliver decideret fornærmet !
Det går okay med ham i øjeblikket. Hofter og ben volder ham endnu ikke de helt store problemer. Det er mere om aftenen, hvis han har ligget og snuet den i helt stor stil - ja, så skal han lige have gang i bentøjet med lidt tøffen omkring.
En stor lastbil skræmte ham fra vid og sans for et stykke tid siden, da han var på aftenstur sammen med Far - og pludselig havde jeg en lille hund stående ude ved bryggersdøren - uden halsbånd, snor og Farmand....Sidstnævnte kom dog spurtende kort tid efter, og han var bestemt ikke begejstret ! Det var ellers gået fint, og han havde nusset Buller og sørget for at vise ham, at dén lastbil - den var altså ikke spor farlig. Det næste, der så sker er, at Buller smutter ud af halsbånd og væk fra Far - i fuld firspring hjem igen ! Det positive var så, at han da i det mindste kunne finde hjem....Det gik der så et lille stykke tid med at få bearbejdet - forfra igen. Da vi så endelig havde fået klaret dét, og Buller igen var ovenpå - og en farlig hundekarl - så nedtur igen ! En dag vi kommer hjem fra arbejdet, vil Buller slet ikke ned i den ene del af stuen. Her plejer han ellers at sidde og kigge ud på terrassen og haven - men niks ! Han skulle ikke nyde noget af dét mere. Vi har en grim mistanke om, at vores "kære" nabo på een eller anden måde har skræmt ham. Desværre er denne nabo ikke een, man sådan lige snakker med - faktisk så er der ingen her på vores villavej, der udveksler vind og vejr med denne person, grundet hans mærkelige opførsel. Vi har forsøgt i de år, som vi har boet her - for det skulle da være løgn, man kan da ikke bare sådan ignorere hinanden, og med høflighed - da når man altså længst ! Troede vi... efter ca. 6 år, må vi desværre erkende, at det ikke hjælper en tøddel - overhovedet ikke. Det er synd, at noget sådan skal forekomme, det kunne da være hyggeligt at tale lidt sammen i ny og næ, og måske hjælpe hinanden lidt. Men selvgjort er måske velgjort - det kan tænkes, at det er denne livsfilosofi, nabohusstanden har lagt til grund for tilværelsen.
Og når man så sådan har prøvet og prøvet i alle de år, ja - så bliver man altså en smule harm, såfremt mistanken er velbegrundet. Men der har virkelig aldrig været noget før - Buller har altid kunnet sidde og kigge lige så stille og roligt ud, selvom om naboen var ude i sin have - og Buller har bare siddet og kigget og logret med halen, for tænk, hvis der faldt en godbid af. Så eet eller andet er der i hvert fald foregået.
Dagligdag igen.....11. marts 2006
Det er ca. 3 uger siden, vi kom hjem fra Thailand - og først nu begynder man at "falde lidt ned", og vænne sig til dagligdagens tummerum.
Det var en fantastisk ferie - varme og solskin overalt, nogle steder LIDT for varmt og fugtigt - men i hvert fald bedre end disse evindelige kolde og frosty dage brrr....det er godt nok koldt i Danmark.
Buller er nu 1 år og 7 måneder, og er vel egentlig fuldvoksen. Det håber jeg da, for han er da blevet stor. Han er ca. 72 cm. høj, og vejer nok et sted omkring de 45-50 kg. Når han lægger sig ovenpå mig, kan jeg godt miste pusten - og jeg kan i hvert fald ikke røre mig !
Efter han har været i hundepension, har hans adfærd ændret sig en smule - eller også så er det teenagertid - vi kan ikke helt finde ud af det.
Det virker som om, at han lige skal have mig lidt længere ned i hierarkiet, og vi har lige et issue om aftenen, ham og jeg.
Hvis jeg sidder i MIN sofa vel at mærke, så er han begyndt på at hoppe op til mig, og så sidder han og kigger på mig......meget, meget næsvist ! Og jeg véd, at nu er der numre på vej. Buller får et ganske bestemt udtryk, når der er ved at blive lagt deciderede bølle-planer, det slår aldrig fejl !
Og så lige pludselig så begynder han at gnuske i mig, han kan stå helt henne ved mig, og så skal der bides i mig - og kan han komme til at sætte sig på mig samtidig - ja, så er det et hit for ham.
Vi har opdraget Buller vha stemmeføring, løftet pegefinger og rynkede bryn - at slå på en hund er vi bestemt ikke tilhængere af. Jeg er dog gået så vidt, at både ham og Kato fik et svip på ørene med en finger (I véd - tommelfinger på langemand, og så langemand derudad), når bølgerne gik for højt.
Det er Buller fuldstændig ligeglad med, når vi har vores sofa-scene ! Og nej - jeg finder mig ikke i det. Buller er allernederst i hierarkiet her i hytten, og jeg er sikker på, at det er dét, det hele går ud på.
Når jeg kalder ham til ro - og ned af sofaen prompte - så kigger han lige lidt arrogant på mig (mener hun det, den gamle ?), og så siger jeg lige NED een gang til, og kigger meget misfornøjet på ham - og SÅ hopper han ned. Dog skal han lige vende sig om, og give mig et meget fornærmet blik, han kan sågar finde på at sætte sig lige foran mig - med ryggen til, naturligvis - og så vende hovedet og kigge lige så bebrejdende på mig. Efter et par minutter, så kommer han hen og skal bede om godt vejr, og er meget, meget flov.
Den første gang, vi oplevede det, da kom min mand ind i stuen - og Buller stoppede med det samme, og hoppede ned - altså Far har man bare respekt for !
Hans udtryk, når jeg skælder ham ud, det virker som om han siger: "Mor, det er da bare mig, Buller - jeg må da godt !" - virkelig, sådan virker det på os. I går skulle han også lige prøve, her stoppede jeg ham med det samme med et klart NEJ - det blev han en anelse forvirret og forbavset over, og man kunne se på ham, at han kæmpede en indre kamp for, hvad han nu skulle gøre - for han var jo egentlig på vej op i sofaen for at gnuske lidt i Mor ! Så han satte sig ned, og kiggede undrende på mig - og da jeg ikke skiftede ansigtsudtryk - ja, så traskede han ind på Fars kontor for ligesom at få lidt ynk. Men Far havde jo godt hørt, hvad jeg havde sagt - så her fik Buller bare at vide, at han skulle høre efter, hvad Mor sagde og være en sød dreng. Hvorefter han sætter sig i døråbningen, og skuler til os begge - rigtig fornærmet !
Han prøver vist grænser af....og det er i orden, at han lige prøver - men der er også en konsekvens hver gang, også dét lærer han.
18. februar 2006 - eftertænksomhed...
I dag er der brugt mange timer på vores hjemmeside, det er trods alt lang tid siden, vi sidst har opdateret. Hele morgenstunden er brugt til at gå hjemmesiden igennem - og det har gjort ondt ! At gense alle billederne og teksterne med Kato, har fået alle minderne og oplevelserne helt op til overfladen.
Jeg véd godt, at det var til Kato's bedste, der var vitterlig ingen anden udvej - men alligevel har jeg følelsen af at svigte... Uanset hvad andre har sagt og siger, så er den følelse dér - og den nager !
Buller var glad, da Kato ikke længere var hos os. Han var som en lille hvalp igen, og en rigtig glad hund. Der er nok lidt mere mellem himmel og jord, og hund og hund imellem, end vi mennesker kan forstå. Men det duede ikke med to hunde. Buller var ikke glad, og mosleriet blev for voldsomt, ødelæggelserne for store og for omfattende - og det gik Buller på, det var der ingen tvivl om. Han var godt klar over, at de ting dér - det måtte man altså ikke. Og hvor længe skulle han også finde sig i kollektive skideballer ?
17. december 2005....
Så skal vi desværre snart til det igen - nytåret...
Vi er slet ikke "bange" for Kato's reaktioner, for han tager det helt "cool" ! Men Buller kan overhovedet ikke håndtere lydene og bragene.
Vi har forsøgt at LARME ad pommern til med alt muligt siden starten af november, ja, jeg har sågar købt sådan nogle "hive-træk-bang-knallerter", og de giver altså ikke megen lyd; men alligevel nok til, at vi har en rystende hund, der gemmer sig - til stor undren for Kato.
Men vi fortsætter...
Vi har dog været "heldige" i år (7-9-13, og bank under bordet), der har ikke været mange kanonslag her i landsbyen.
Juletiden - anno 2005
Ja, så er juletiden igen for døren - det kan nok ses på vores hjemmeside, med alle de flotte juleting... ha ha.
Vi har fået pyntet op her i hytten - til stor moro for "ungerne" - og en del undren for Kato, for hvad er dog alt dette for noget, og kan man monstro spise det ? Se, det er jo det altafgørende for ham....kan det spises ! Han er SÅ madfikseret, så det er en last. Der kan ikke blive åbnet en låge, et skab, en skuffe, en pose - uden at vi har en lille sort tingest stående som et lyn !
At lade dem være alene hjemme, og der ikke er "sket" noget, det må være samme chance, som at vinde i lotto. Ud af 5 gange, har vi kun oplevet at finde hjemmet i urørt stand 1 gang ! Det sætter en stopper for en del selskabelighed ude af huset.
Derfor fejrer vi også julen hjemme i år, hvor vores familie kommer her på besøg.
Regnbuebroen...
Dette digt har jeg fået tilsendt af mange - fjern som nær - efter Buller fik konstateret HD .... og jeg må tilstå, at det gang på gang rammer dybt i mit hjerte. Desværre véd ingen, hvem forfatteren er; men vedkommende skal vide, at vi her i huset holder uendelig meget af det. Det er med til at holde modet oppe, og det har grebet os på en helt utrolig måde. Tårer trillede første gang, jeg læste det - tårer trillede endnu mere, da jeg viste manden det - og når der er lidt modgang, så trøster det at læse det... og ja, tårer triller igen....det er så dejlige ord at læse.
Tak til dig, kære forfatter - hvem du så end er.....vi tillader os at sætte det ind her på Buller's hjemmeside, også som en hyldest til dig, som har forfattet så gribende....
Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen. Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt.
Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres
styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting: alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage.
Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da en af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det.
Det har set dig, og når du og din specielle ven
endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang
ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte.
Derpå krydser I Regnbuebroen sammen...
Optimismen led et nederlag...
M
... Ja, sådan er der jo så meget... lidt fremgang, og enormt meget tilbagegang - det er vist sagens kerne her i hytten !!!
"Ungerne" var alene i dag i ca. 2 timer - og det bar køkkenet tydeligt præg af. Meget var splittet ad, og vi kan ikke finde ud af, hvem af dem, der gør hvad ! Desværre har vi ikke et rum, hvor vi kan "placere" dem, uden at der skal bygges om/til - og at lukke dem inde i et værelse, det er vi altså ikke tilhængere af. At lukke dem ud i gården, hvor der både er læ, overdækning, vandskåle m.m. - det troede vi var en rigtig god idé... men porten ud til haven blev åbnet (en dobbeltsikring i form af et meget, meget solidt reb var blevet gnusket over), og kun Kato kom ved at manden kaldte, og kort tid efter stod Buller UDENFOR lågen til indkørslen.. HVORDAN han har kunnet det, kan vi endnu ikke rigtig gennemskue.
Dog er vi nu blevet enige om, at der skal ske noget - i en ruf. Mit forslag har været et hegn rundt om hele haven, og så købe et redskabsrum, som så bliver indrettet som et hundehus (med tæpper, tv - nej, nej - det var kun for sjov, virkelig !!!).
Manden vil ikke have hegn hele vejen rundt, for det skal ikke være en "rockerborg" - lyder argumentet. Men jeg har nu på fornemmelsen, at det er knofedtet, der nager....
Men det skal ikke stoppe ved det, nu har jeg siddet og tegnet, grublet og regnet - og så skal jeg lige ud at måle. Og så skal jeg lige regne lidt igen - og SÅ skal der ske noget. Man har da heldigvis været ungkarlepige engang, så een ve' da, hvor'n man sår'n skruer, hamrer og regerer. Og skulle man gå helt i stå, jammen så har een da internet, og så er ded da bare mæ' at dudle rundt - læs og forstå - det kender vi jo allesammen !
Liiidt fremgang....
Ja, lidt fremgang er der at spore. Nu har Kato og Buller heller ikke været så meget alene hjemme de sidste par uger. Manden har haft arbejdet hjemme, og jeg har ligeså.
Sidste gang, de var alene hjemme, da var det "kun" den trådløse telefon, der pludselig havde fået nyt bosted - nemlig under den ene sofa ! Den var ikke gennemgnusket - men vi tror, at den nok har fået et par snurreture rundt på stuegulvet, og har formået at bringe sig selv i sikkerhed allerbagerst inde under sofaen !
En strikket (dyr) handske har dog måttet lade livet - hvordan Kato har fået fat i den, det står hen i det uvisse - men det prøvede vi jo også med Buller. Hans ben og legetøj forsvandt nogle gange på mystisk vis, og vi støvede hele hytten igennem - men måtte opgi' - og så kunne Buller lige pludselig en dag komme daskende med det ben eller legetøj i mulen !!! Det har nogle gange fået os til at bryde sammen af grin - helt ærligt ! Vi har simpelthen endevendt hele hytten på kryds og tværs - uden at kunne finde noget som helst - og så har Buller gjort sin entré med det eftersøgte. DET har bare været for komisk.
Efter vi fik Kato gemte Buller mange af sine ting de mest mærkelige steder. Kom man i nærheden af eet af hans gemmesteder, så kunne han godt finde på at skubbe een væk, og være helt oppe på dupperne og meget, meget opmærksom. Buller får et helt specielt udtryk, når man er i nærheden af nogle af hans ting...
Kato er blevet større, og det har så også vist sig ved, at storebror Buller ikke bare sådan lige får det sidste ord at skulle have sagt ! Der er modstand nu, og Kato drager klart fordel af sin kleinhed og hurtighed. Nogle gange har han endda udvist decideret strategi og snuhed for at løbe om hjørner med storebror - og det lykkedes som regel. Når Buller synes, at nu er Kato lige et nummer for meget, så går han hen til Far og beder om hjælp (det er vi sikker på...) - det virker som om, at nu gider han ikke det hvalpepjat mere - skal vi ta' os en mandesnak, Far ?
Ja, vores fantasi fejler ingenting - vi er jo total sikre på, at vores hundebørn har personality og selvstændig tankegang - og at de selvfølgelig er superkloge, og virkelig tænker som vi tror, at de gør ! Selvfølgelig gør de da det !
Der er HELT klart forskel på de to rødder: Buller er meget, meget reserveret - og alligevel vil han SÅ gerne - hans gen for nysgerrighed spiller ham gang på gang et puds, for han skal lige se folk og situationen an - og så er han jo en stor kælepot oveni.
Kato er mere "kegleagtig", han er uendelig kærlig - overfor alle, der gider nusse med ham. Han farer lige ind i favnen på enhver, lader sig ikke distrahere af lyde og mærkelige ting - og er ikke reserveret ! Han tramper ind i folk med træsko på !
Tit ser vi ham iagttage Buller, når Buller gør ad lyde eller andre - Kato siger ingenting, han kigger bare på Buller, ligesom for at sige: "Brormand, det er altså ikke farligt, det dér - du kan godt ta' det roligt !"
Det punkt, hvor de to er total ens - det er, når en af os kommer hjem, så vælter hytten. Eller hvis de kan se os, og ikke kan komme hen til os - så har vi en værre hylekoncert.
Kato er nu 6 mdr., og stadig et værre madøre. Vi arbejder hårdt på at få ham til at spise stille og roligt - men det holder hårdt. Det er ikke lige sådan at få det ændret. Lad mig lige slutte med, at han altså ikke sulter.....virkelig ikke... der ryger nok en godbid eller to for meget ned i mavsen om dagen.....
Trætte.....
Pyhhha.... ja, véd I hvad ? Vi er godt trætte her i hytten.
De to "møgunger" er lige ved at drive os til vanvid... og når det kommer til stykket, så er det især Kato, der volder os problemer. Vi kan ikke lade dem være alene hjemme - så splitter han hele hytten ad !
Han véd udemærket godt, at det er forkert - det ses med al tydelighed - men han kan bare ikke nære sig !
Hvad gør man som forældre til børn ? Er det monstro det samme med "hundebørn" ?
I disse dage overvejer vi seriøst alvorligt at gøre eet eller andet drastisk med Kato - for det kan ikke blive ved, dét her ! Det kan vi ikke byde Buller, og faktisk heller ikke Kato. Hvad filen gør vi dog forkert ? Vi dudler og dudler internet, og rådfører os med andre - men ingenting hjælper !!!
Personlighedsspaltning ?? Jeg tror det - det ene øjeblik en lille vandal, det næste en uendelig kærlig og dejlig lille hund, som man bare ikke kan stå for - og som lystrer alt det, han skal....beregnende...ja, dét er vist kodeordet...beregnende og utilregnelig...desværre....
Ballademagere....
... opdragelse....opdragelse....overraskelser...ødelagte ting...tjahe...
Kato har vist sig at være en rigtig vandal ! Det virker som om, at han egentlig godt er klar over, at det er forkert, dét han gør - men han kan bare ikke nære sig for lige at skulle gøre det alligevel !
Vi tror egentlig, at de hygger sig de to - selvom de gnusker i hinanden og mosler rundt. Når der skal uddeles skideballer og tigges om snold, ja så kan de holde sammen !
Forleden aften, da Kato skulle en tur udenfor døren - han havde været "uartig" - da oplever vi, at Buller simpelthen forsøger at forhindre mig i at sætte Kato ud i gården. Han går ind foran mig, og da jeg tager i døren for at komme ud, så sætter han sig ned foran - så jeg ikke kan åbne den ! Ikke om han ville flytte sig ! Han sad og kiggede ned i gulvet - men ikke om han ville rokke sig, og han ville slet ikke kigge på mig ! Efter lidt parlamenteren måtte Buller modvilligt flytte sig, og så gik han med Kato ud i gården !
Aftenen efter, da vi lige har været en tur ude at gå, synes Kato, at han lige skulle tisse en lille tår inde i entreen ! Jeg tager fat i ham for at sætte ham ud, og her går Buller også ind foran, så Kato smutter fra mig - og da jeg skal hente Kato, sørger Buller for at gå ind mellem mine ben, så jeg er ved at stå på snotten.
Men okay - så havde Kato også fået tid til at gemme sig under sofaen, så man ikke kunne få fat i ham. Når Buller så har færdiggjort sin mission, så lægger han sig lige så mageligt ned på sit tæppe, og lukker øjnene med et stort suk !
Når Buller er lidt for hård ved Kato, så kommer den lille løbende hen til mig for at gemme sig - SÅ modig er han dog ikke endnu. Han ER stadig hvalp, og Buller er jo større. Men Kato kommer godt efter det. Han er langbenet, og han vokser sig stor og stærk.
Ferie....hundepension....tanker...
Ferie.....ja, NU trænger vi altså. Vi har ikke haft sommerferie - jeg fik tiltusket mig en uge - men vi kan nu begge godt mærke, at vi trænger til at komme lidt væk fra Danmark, og bare ha' noget fantastisk godt og varmt vejr.
Vi skal 3 uger til Østen januar/februar 2006 - dette har været planlagt siden starten af 2004. Buller ankom så til os i november 2004, og så var det lige før, at rejseplanerne kuldsejlede.... for jeg ville ikke afsted på ferie i SÅ mange uger, væk fra min lille hund - ikke tale om !
Nu har vi så fået Kato, og tanken om, at Buller ikke skal være alene i de 3 uger, det hjælper LIDT på det. Jeg vil ikke sige, at der ikke sidder en RIGTIG dårlig samvittighed og nager - for det kan jeg love for, at der gør. MEN samtidig glæder jeg mig som en vanvittig til at komme afsted på ferie, og bare slappe af og dase !
Kunne mine "unger" bare tale, så ville jeg ringe hjem til Danmark HVER dag og sige hej - TRO MIG ! Ja, jeg er skingrende skør - det er båre dejligt !
Vi har kigget på forskellige hundepensioner - via internet og dagblade - og nu skal vi så ud for at kigge rigtigt ! Jeg vil jo helst have "ungerne" indkvarteret på et luksushotel med ALT, hvad de kunne tænke sig - dyner, puder, snold i spandevis - her kommer så fornuften ind fra sidelinjen alias min mand.....og så bli'r der sorteret en anelse i planerne...hi hi...
Hvad det koster ? Det ANER jeg ikke, og vi er også flintrende ligeglade - der skal ikke mangle noget, de skal BARE have det godt.
Vi har planlagt det således, at vi ikke skal FLUKS på job, når vi kommer hjem - vi har lige 5 dage til at "lære" hinanden at kende igen, andre folk siger, at der godt kan gå et stykke tid, inden hundene "kender" een igen. Og det er jo lige dét, der gør, at man ikke kan overskue at ta' på ferie i så mange uger - tænk, hvis de ikke kan genkende een ? Det er lige til at få ondt i maven af at tænke på !
Buller.....og HD....
Når man sådan sidder og skriver på vores hjemmeside, og opsummerer, hvad "ungerne" nu har fundet på - så flyver tankerne bare deru'a'.....
Buller blev 1 år her den 6. august 2005, og samtidig fik han så konstateret HD.
Man har haft lige godt en måned til at "vænne" sig til tanken - det gør det ikke mindre ondt af, kan jeg så fortælle. Man forestiller sig alt muligt - jeg gør i hvert fald - hvordan vil det forløbe ? Vil han få mange smerter ? Vil vi kunne hjælpe ham ? Vil det være "etisk" korrekt at hjælpe ham ? Etik, når det er kæledyr ? Også i den grad. Dyrlægen sagde til mig, at jeg skulle huske at tænke med hjernen istedet for hjertet.... og det kan han da også have ret i - men hvordan får jeg lige indstillet mig på det ? Jeg har forsøgt hver evig eneste dag at forberede mig på - ja, på hvad ? Jeg kan ikke forestille mig hvad, jeg ved bare, at det er Buller's ve og vel, at det er hans bedste, der skal tænkes på; men hvor er det svært at tænke sådan. Jeg ved jo udemærket godt, hvis Buller bliver mere syg - så er det ikke mig, der er den stærke - det er det ikke - det er min mand, der må være det, og endda for os begge. Buller er Far's hund, Fars Bullerdreng - og det hersker der ingen tvivl om.
Alle folk omkring siger: "Jammen, det er da godt, at I så har fået Kato - så kan han da hjælpe lidt på det" - undskyld - hjælpe på hvad ???? Erstatning for Buller ? Nej, det kan han ikke ! Der er da INGEN, der kan erstatte Buller. Kato er også en ener, og han er ingen erstatning for Buller - Kato er også vores dejlige hund, men han er ingen erstatning ! De er SÅ forskellige, de to labaner - virkelig ! De har begge en personlighed, der siger spar to til det hele - men de kan ikke sammenlignes.
For mig er det ren terapi at skrive på hjemmesiden, og det kan nogle gange måske godt blive lidt personligt - men sådan er det nu bare. Jeg har fået mange timer til at gå med at "dudle" rundt på andres hjemmesider, andre mennesker med kæledyr, og læst om deres liv med deres kæreste eje, læst deres historier, læst deres oplevelser og erfaringer - og det har været - og er - en helse uden lige.
Hvis man da ikke lige bliver afbrudt af to våde hundesnuder, og så ellers en stor pote på låret - det betyder, at nu er den rolige stund forbi - nu skal der enten tisses eller leges......
Styr på hverdagen ... eller ?
Kato er nu 5 måneder, og det ville være synd at sige, at ingenting er forandret, og det var "piece of cake" at få hund nr. 2 - ikke her i hytten !!!
Kato er TOTAL terrorist, når vi er væk. Om det så bare er for 20 minutter, så kan vi være sikre på, at der er sket eet eller andet i hytten !
Og nej - det er ikke Buller - men han tager også imod skideballen, og har enormt dårlig samvittighed, når der skældes ! Han véd jo godt, at det er forkert, det der nu lige er sket. Når Kato er i gang med eet eller andet, han bestemt ikke må - så er Buller daffet.
Indtil videre har det kostet rensning af en madras, 3 sportstasker, 1 jakke, 1 toiletbørste, 1 rugbrød, 2 køkkenruller, 2 æg + bakke.
Vi har fundet ud af, at han har en fantastisk springkraft - han hopper og springer så let som ingenting til den helt store guldmedalje.
Selvom Buller er meget eje-syg, så er han også meget gavmild, og sørger for, at Kato opfører sig ordentligt. Vi har set (og hørt) mere end een gang, at der gives timer i opdragelse. Det er ikke alt, Buller finder sig i - han har også en grænse - men han har tilligemed også en stor portion tålmodighed.
Vi bliver nødt til at tilrettelægge ugen, så "ungerne" er mindst mulig alene hjemme, samtidig med, at vi opdrager Kato. Der er ingen tvivl om, at han udemærket godt er klar over, at han har gjort noget forkert - men nogle gange virker det som om, han er fuldstændig ligeglad med konsekvensen. Han prøver at charme sig ud af ALT - virkelig !
Lige så meget uvenner, de kan blive - lige så kælne kan de være mod hinanden - og de kan VIRKELIG holde sammen, de to. Hvis den ene ryger udenfor døren, så piver den anden, og lægger sig ned og spiller fornærmet. Et cirkus er det altså nogle gange !
Ekstra hund i familien...
Ja - så er vi blevet een ekstra i familien. Buller har fået en lillebror, som hedder Kato.
Ikke at hverdagen er blevet nemmere - tværtimod - de to kan virkelig holde os beskæftiget. Der bliver moslet, gnusket, bidt og løbet til den helt store guldmedalje.
Men Buller er glad for selskabet - selvom han dog er ret så jaloux. Han tåler helst ikke, at Kato rører ved hans ting - ej heller, at Kato gerne vil nusses. Så det er noget af en opgave, vi dér har sat os selv på. Vi håber på, at det kommer til at gå lidt bedre, når Kato bliver lidt større rent fysisk, så han bedre kan gi' Buller lidt modstand. Kato finder sig nu ikke i hvad som helst fra Buller's side - det gør han bestemt ikke - han kan sagtens sige fra overfor den store. Vi har op til flere gange set, hvordan han har bidt fra sig - og så sidder der to hunde med 2 meters penge imellem sig og kigger undrende på hinanden. Vi tror, at Buller engang imellem får sig en overraskelse over, at den "lille" godt kan svare for sig.
Vi passer meget på ikke at gøre forskel - og samtidig skal Buller også lære, at Kato også skal være her. DET er godt nok noget af en balancegang...pyyhhaaa da !
Hverdagen siden 27. juli 2005
Mange tanker er fløjet gennem vores hoveder, siden vi forlod dyrlægen onsdag 27. juli 2005. Vi har talt og talt - vendt og drejet - og grædt masser af tårer. Livet er nogle gange bare så pokkers hårdt. For os er det hårdt, for Buller har totalt taget os med storm.
Der er uendelig mange følelser med - mange ville måske sige: "Det er da for dumt - det er en hund, det er ikke noget menneske".
Nej, det er muligt - men for os er han ikke bare en hund. Han er et individ, en personlighed uden lige, et medlem af vores lille familie, een vi glæder os til at komme hjem til, til at kramme og lege med. Så for os betyder han bare ALT. Vi har desværre ingen børn - og får heller ingen - så måske har vi taget Buller som en erstatning for dette - vi véd det ikke; men vi véd, at vi vil gøre alt for, at han ingen smerter har - vi vil forsøge alt, hvad der står i vores magt for, at han kan få et godt liv - kort eller langt. Han skal ikke igennem en hel masse, såfremt resultatet ikke er 100 % sikkert. Vi skal ikke prøve en hel masse medikamenter på ham - vi er godt klar over, at det er Buller's ve og vel - og ikke vores hjerter, der skal tages hensyn til. Men hvor ER det bare hårdt !
Vi ser meget Animal Planet - det er nok mest mig - og den ene historie efter den anden flimrer hen over skærmen med kæledyr, der for enhver pris skal leve. Førhen syntes jeg, at det var en anelse grotesk - eller for meget, måske. Det gør jeg ikke længere ! Jeg kan udemærket godt sætte mig ind i de menneskers tankegang - helt sikkert !
Det har været svært at komme igennem hverdagen...vi er i gang med en større ombygning af vort hus - og man har nogle gange måtte hive sig op til at deltage i projektet, selvom man egentlig hellere bare ville lade stå til og droppe det. Arbejdsmæssigt har koncentrationen været zero - total fatalt. Når folk har spurgt til vores "lille" hund, har klumpen i halsen været tæt på at ta' overhånd. Men det er jo også fordi, at vores kollegaer, omgangskreds og familier véd, hvormeget Buller betyder for os - de følger med, har været på sidelinjen siden den første dag, de véd hvor stort, det var for os at få en hund - hvormeget det har ændret vores liv.
Tosset ??? Måske; men det er jeg sådan set ligeglad med - så er man måske original istedet for at være kopist, og det er vel heller ikke så galt endda.
Buller har fået konstateret HD...
... det er bare så uretfærdigt og meningsløst ! Helt ærligt, han er bare 1 år ! Hvorfor, hvorfor, hvorfor ???
Tanker og bange anelser flyver gennem knolden på een - usikkerheden er stor, hvordan, hvornår, hvorledes ?
Selvfølgelig har vi da knyttet os til vores hund - han er jo vores eet og alt. For andre er en hund måske "bare" en hund - men for os er han et medlem af familien - en personlighed, et individ som os andre.
Vi har ingen børn, så Buller har fået dén plads i vores hjerter og i vort hjem. Vi har omprioriteret vores liv, så det ikke kun er arbejde, arbejde og os selv, det drejer sig om - nu har vi Buller at ta' hensyn til. Vi oplever ting sammen med Buller, ting man kun kan opleve, når man har hund - set, hvordan han udvikler sin personlighed, sine særheder - små dagligdags ting, som lige pludselig får andre dimensioner, fordi Buller er med i dem.
Han er ikke nogen brugs- eller avlshund, han er et kæledyr, et meget skattet og værdsat kæledyr - og tro os - han er det hele værd !
Selvom han kan være en værre rod, en rigtig bandit - og ræber sig som en anden fuldvoksen mand (undskyld), og en værre tyveknægt tilligemed - ja, alt dét er jo når det kommer til stykket bagateller, og med til at gøre ham til vores Buller.
Kanonslag....hvorfor ?
Efter i lørdags den 3. juli 2005, hvor Buller i ren panik og vild rædsel rendte hjemmefra, har vi gået og tænkt, tænkt og haft det rigtig dårligt - for vores hund har det ad pommern til !!!
Gid een eller anden havde de forbistrede kanonslag og fyrværkeri ! Jeg vil ikke finde mig i det mere - ikke tale om ! Vi flytter ! Vi flytter til et sted, hvor der ingen naboer er - et sted, hvor man kan være i fred for de forfærdelige kanonslag, jeg kan simpelthen ikke byde min hund dette her !
Han er slet ikke den glade Buller mere, tør ikke være ude i haven, uden at han render fra den ene ende til den anden, og ved den mindste lyd, så løber han indenfor igen. Han stresser, stresser og stresser - og han spiser næsten ingenting.
Vi forsøger virkelig at hjælpe ham - ikke ynke; men hjælpe ved at være glade og "ignorere" ham - og alligevel være opmærksom på ham, lege med ham - men ingenting hjælper ! Det gør så forbandet ondt at se, og nu må vi altså have professionel hjælp - dét her kan vi ikke selv klare !
8. juli 2005:
Buller har fået det lidt bedre - så det har vi selvfølgelig også !
Ferie....UPS !
... en ferie plejer normalt at skabe vild jubel og glæde - for hvor bli'r det dejligt at komme lidt væk fra hverdagens stress og halløj... Ja, ikke sandt ?
Sådan tænkte vi også FØR vi fik Buller....
Ikke at vi ikke glæder os til ferie - for det gør vi virkelig - men hvad så med Buller ???
Farmor og Farfar har inviteret på 3 ugers ferie til Østen i januar 2006, og Mor er ved at gå til af bekymring for Buller. Hvor skal han være i de 3 uger - skal han være i pension ? Blandt familiemedlemmer er der en proteststemning mod dette. Desværre kan ingen i familien passe ham.
Skal vi blive hjemme ? Det kan vi simpelthen ikke være bekendt mod Farmor, for det er hendes fødselsdag, som vi skal fejre udenlands.
Det er total dårlig planlægning fra vores side - ærligt ! Ferien bliver planlagt på et tidspunkt, hvor Buller endnu ikke var født. Vil han kunne kende os efter de 3 uger ? I skrivende stund véd Mor, at hun slet, slet ikke kan holde ud at skulle undvære Buller i hele 3 uger ! Hvad pokker gør man ? Is i maven - det er trods alt en hund ? Århhhheeee, det er bare sådan noget lal, ærligt ! Tiden bruges flittigt på at dudle internet, finde information om hundepensioner - vi skal jo finde eet, hvor vores lille Buller vil have det godt ! Og når Buller så skal til 1-års undersøgelse her i august 2005, så må vi rådføre os med hans dyrlæge.
Endnu en Hovawart ? Skal Buller ha' en "lillebror" ?
DET tænkes der lidt over i øjeblikket, anno juni 2005.
Der hersker ingen tvivl om, at vi begge er faldet pladask for racen Hovawart - og selvfølgelig især fordi vores eget eksemplar af racen er så utrolig dejlig !
Men der skal tænkes grundigt.... og man kan læse nok så mange bøger og tidsskrifter - men beslutningen skal vi jo selv ta'.
Vi har brugt meget tid på at læse andre hundeejeres hjemmesider, faktisk nydt godt af andres erfaringer og gode råd. Det er flot, at SÅ mange mennesker deler deres egne oplevelser og indtryk med andre - og gerne giver gode råd videre.
Som Buller's "Mor" er jeg nok lidt vag.... for på den ene side syntes jeg, at det ville være dejligt med lidt selskab til Buller; men på den anden side vil jeg også gerne være alt for Buller, og bruge al tiden på ham... det er måske lidt egoistisk set, og de fleste vil nok mene en rigtig omgang plidder pladder. At skelne mellem menneske-følelser og dyre-følelser...... ja, det er jo nok lige dét, der kan være en videnskab af de helt store.
Vil Buller blive jaloux ? Vil det skabe problemer for ham og os i dagligdagen ? Eller vil det være alletiders med lidt hundeselskab istedet for "Mor's" omklamring ? AV - den sved ! Men er andre monstro klar over, hvor svært det kan være at lade sin hund være i fred ? Heldigvis kan Buller's "Far" bevare fatningen (nogenlunde...) - og melde klart ud, når det går helt over gevind. Ja, ja, jeg véd da godt, at HUNDEN ikke har godt af det - men kunne jeg hive månen ned til ham, så gjorde jeg det.
Det betyder ikke så meget mere, om stole og sofa er fyldt med hundehår - støvsugeren er da opfundet ! Kommer der lidt beskidte pote-aftryk på tæpperne, jammen så kan disse da renses !
Indtil videre så har "Mor" fået forbud mod at kigge på flere hvalpebilleder - og så skal der tænkes lidt mere....
|
|
|
|
|
|
|