Vi har begge haft hund før i vores liv, da vi boede hjemme hos vores respektive forældre. "Far" har haft en rigtig sød og dejlig hundehvalp som ung mand, en blanding af eet eller andet. Desværre måtte den aflives, da diagnosen hundesyge blev konstateret.

Vi har igennem 4 år talt om at få hund, også om hvilke racer, det evt. skulle være. Begge var enige om, at en lille hund ikke ville passe til os. Derfra var vi forbi en brun labrador eller en broholmer - men lod det så ligge lidt. Så tog vi det op igen, og da vi ser meget Animal Planet (det er nok mest Mor...), ville vi så besøge internater, og finde en hund dér. En hvalp var slet ikke noget krav, kunne vi finde en hund, som vi mente, vi kunne være noget for - så ville det blive den.

Men så var det lige, at der skete følgende.........

Efter tre dødsfald i vores meget nære familier, var det som om tanken om et kæledyr blev mere og mere realistisk. Ikke at man kan erstatte et menneske med et dyr - men det var som om, at NU ville vi springe ud i det, sætte os ind i dét at være hundeejere - kunne vi finde ud af det, var vi egnet til det ? Mange tanker blev delt, vejet, forkastet - for derefter at gå i glemmebogen igen. Troede Mor.....

2. november 2004 henter Far Mor fra arbejdet - Far havde endda SELV foreslået, at der skulle handles og shoppes lidt. Mor var lidt træt efter job; men okay...
I bilen vifter Far med nogle papirer - med billeder på - og Mor tænker træt: "Nå, vi skal nok ned og hente en ny printer..." - men får så kigget nærmere efter...og...og...og....det var billeder af hunde ! Store hunde og....og.....HUNDEHVALPE !!???

Far havde så surfet internet og læst bøger (bag Mors ryg), og var faldet for en race, der hed Hovawart. NÅ, tænkte Mor - det er nok en een eller anden mærkelig giganthund. På billedet var det jo nogle dejlige hunde..men men..
Og han havde så lavet aftale med en opdrætter om et besøg - og så kunne vi lige bruge lidt tid i en dyre-handel, for vi skulle jo under alle omstændigheder have en kurv, madskåle, halsbånd - selvom vi ikke faldt for racen eller hvalpene.

Belæsset med alle disse ting, drog vi afsted. Sikke en oplevelse ! Vi tilbragte 4 timer sammen med voksne Hovawarter - og vi var begge solgte ! Mor ville have dem alle med hjem, og kunne slet ikke holde fingrene fra dem. Sindet på hundene var så roligt, nysgerrig, stolt - jammen, mange ting.

Så kom hvalpene ind - og SÅ tænkte Mor på hussalg/-køb, så vi fik mere plads, for ALLE hvalpene ville hun også have ! Far var mere besindig, og bevarede overblikket - en hanhund det skulle være, og så måtte Mor altså vælge....hmmm...Mor faldt for den mindste i kuldet, og Far faldt for den største i kuldet (en ordentlig kleppert - ikke tyk og fed - men tæt på !). De drønede jo rundt nede ved fødderne af os, og så kom den tykke drønende, og Far tog ham op på skødet - så gik hvalpen lige en runde på skødet, hvorefter den lagde sig ned og faldt i søvn i Fars arme ! Ja, så var Far jo solgt - og dét bedende fjæs kan Mor altså ikke modstå.