Så er det august måned, og snart er det efterår, vinter - og så juletid....
Det er svært som tiden alligevel flyver lidt afsted, selvom om tankerne ikke forandrer sig eller flytter sig; men stadig kredser og kredser om det samme...hmmm pudsigt.....
I næste måned er det 1 år siden, vi mistede Buller - og det føles stadig som var det i formiddags...har lige læst digtet "Regnbuebroen", som nogle gæster på vores hjemmeside var så søde
at sende til os, da Buller fik konstateret HD som 1-årig. Derfor skriver jeg lidt igen...
Vi har forsøgt at arbejde os ud af sorgen; men det er ikke løsningen. Det kan vi slet ikke holde til. Det er stadig svært at tale
og tænke på Buller, dén der lille klump i halsen vokser og vokser.
Vi har talt om at få hund igen; men samtidig føles det forkert - kender
I mon det ? Det føles bare helt forkert, og alligevel er der nogle gange en lille snert af: det kunne være dejligt....
Så længe vi ikke er afklaret med noget som helst, og i den grad ikke vores følelser, så byder
vi ikke nogen skrubber velkommen i vores liv.
Hele vores liv var koncentreret om Buller, vores dagligdag, vores gøren og laden - og ja, det er så vores
egen skyld. Og derfor kommer der også et enormt tomrum, når han ikke længere er en del af vores tilværelse. Men det er mere skridtet til at komme videre, der bare lader vente på sig. Det virker som om, vi lige mangler det lille
PUF, som tegn på - der er en fremtid, lige foran næsen på Jer - kom nu videre !
Himmelhunden....den er godt nok svær at høre
i Giro 413 om søndagen, puhhha da. Og at vise glæde og interesse, når kollegaer får hund - jeg skal virkelig vare min mund for ikke at trætte folk med mine enetaler om, hvor fantastisk Buller-drengen var, og alt det han
kunne og gjorde.....! Det virker som om, alle omkring een får hund, så det er svært at kapere. For spørgsmålet kommer jo hver gang: "Skal I ikke også snart ha' hund igen ?" Og det er jo i den bedste mening, man spørger
(håber jeg da...) - det skal man hele tiden huske på.
Jeg har virkelig brugt mange, mange timer foran computeren og drønet rundt på kryds
og tværs - været forbi landets internater, for der kunne måske være en lille skrubbe for os ? For derefter at verfe tanken væk, for nej - ikke endnu.....
Og bevidstheden arbejder og arbejder - også selvom man sover, og der har været pudsige drømme, hvor man har tænkt: "Er det virkeligt - eller ?", for derefter at finde ud af, det var ikke virkeligt
- der lå ingen Buller i kurven, og der var heller ingen madskål. En simpel ting som klokken....klokken 18 var spisetid, og det har taget noget tid for min hjerne at forstå, at det altså er i orden at lave aftaler på det tidspunkt
- for der er ingen Buller, der skal have mad. Ingen griseører kl. 20:48 - manden gider ikke at spise sådan noget....HAR prøvet, ligesom for at holde vanen vedlige (ha ha).
Hmmm...det gjorde godt at få skrevet lidt, måske jeg burde gøre dette noget oftere. Bær over med mig, I som evt. kommer forbi - det er gjort i den bedste og mest helbredende mening.
Ha' det godt.....