Kato....
Kato 5 mdr.
Kato...ikke glemt....
Vi fik Kato den 31. juli 2005.

Efter mange og lange overvejelser, tanker og gråd, måtte vi desværre sande, at vi ikke kunne beholde Kato længere.

Den 10. januar 2006 fik Kato et nyt hjem og en ny familie. Han har det godt.

Vi vil aldrig nogensinde kunne glemme Kato - for os var han noget af det dejligste og mest søde - men han kunne ikke være uden opsyn. Til sidst måtte vi indse, at uanset hvad vi gjorde, så var der ingen bedring i sigte. Dette var en meget, meget hård erkendelse - og man når til det punkt, hvor man skal vælge mellem fornuft og hjerte. Denne gang fik fornuften sejren...

På denne side har jeg samlet lidt af hvert fra Kato's tid her hos os. Han vil altid være i vores hjerter og vores tanker - og han er meget, meget savnet...

Vi håber, at Kato får et rigtig dejligt liv - for det fortjener han !

Tiden før 10. januar 2006
31.7.2005: Så fik Buller en lillebror...Kato er hans navn !

Kato er også Hovawart, sort med hvid brystplet. Han er født den 16. april 2005.

Han er ret så lille i vores øjne; men det er jo nok fordi, Buller ikke hørte til de mindste.

Kato er uendelig kærlig - meget endda - og han er utrolig lærenem, lydhør - og et rigtig madøre !

Han elsker at blive nusset med, og er modig som en bjørn - han er ikke bleg for at bide storebror Buller i øret, når det går lidt for vildt til med Buller.

Legesyg....

Kato er selvfølgelig meget legesyg; men han kan også pludselig stoppe legen, og så skal der kæles ! Det er jo slet ikke til at stå for.

Når vi vågner om morgenen, véd Kato næsten ikke, hvilken pote, han skal stå på. Der bliver hoppet og sprunget - og snakket ! Ja, han snakker rent faktisk (!).


Opmærksom...
Det ville være synd at sige, at der er noget, der går hans næse forbi - det skulle lige være, hvis han ligger og snorksover !
Kato vil helst være med i alt - men dér ligner han nu Buller ganske godt.

Kato er meget opmærksom, og sidder tit og kigger på een. Om det er fordi, han godt kunne tænke sig en godbid - tjahe, det er jo ikke til at vide.

Verden omkring....

... alt er lidt nyt for Kato... men han er ikke bange for tingene - de skal lige undersøges. Og han kigger gerne på os, ligesom for at lure - er det en okay lyd, eller er det farligt ? Især fugle er han meget betaget af.


Fakta om Kato..
Kato er en sort Hovawart med hvid brystplet.

I hans hvalpetest står der:

"Denne hvalp har et rigtig godt temperament samt et flot aktivitetsniveau. Hvalpen har et usædvanligt godt stort og kærligt kontaktbehov uden at være underdanig. Hvalpen vil kunne bruges både som brugs- og familiehund med hovedvægten lagt på familiehunden. Alt i alt en top kvalitetshvalp"

Og vi har jo allerede mærket hans kærlige væsen, han er meget kærlig og opmærksom - nysgerrig og madglad !
Vægt:
Den 5. august 2005 = 13 kg.

Højde:
Den 16. oktober 2005 = 59 cm

Alting er nyt og spændende - men også en anelse farligt. Sådan tror vi, at Kato har det.
Buller kan ikke lade Kato være i fred, og vil hele tiden mosle - men han er altså en anelse for stor til den lille. Kato er nu ellers en tapper lille een, og han bider godt fra sig - men når hytten er ved at vælte, så er legen altså slut.

Kato er en god lille hundehvalp, vi har kun haft 3 "uheld" indendøre, og han holder "tæt" natten igennem - det synes vi, er fantastisk flot.

Han er altid glad og tilfreds (især hvis der er mad i farvandet) - og han er uendelig kærlig. Dog er han begyndt at vise lidt bisse-manerer; men det er så småt, så det er til at holde ud.

Laban...og meget snu...
Kato er et madøre .... en rigtig lille laban, og noget så snu ! DET har vi måtte erkende. Han er bestemt ingen kegle, som mange troede i starten - næhe, nej, han er DYBT intelligent og strateg til potespidserne. Han formår gang på gang at ta' halen på sin storebror - samt os andre ! Og hver gang med et aldeles uimodståelig glimt i øjet...

Der hersker ingen tvivl om, hvem der raserer hjemmet, når vi ikke er tilstede - eller hvem der prøver at nå alle ting på bordene !

Kato har præsteret pludselig at komme spankulerende med et halvt hjemmebagt rugbrød i gabet - det var næsten en for stor mundfuld for den lille laban - men vise sig, det skulle han altså !
Selvom rugbrødet rent faktisk stod HELT inde på køkkenbordet, helt tæt ind til vinduet (til afkøling...) - ja, så har han altså præsteret at hoppe op, og så få fat i det.... han er dygtig til at hoppe og springe (!!), og kan faktisk stå på bagbenene i længere tid, og nogle gange så hopper han rundt på bagbenene...kegle ? Nej, bestemt ikke - han er jo en kunstner !
 

Hvorfor en ekstra Hovawart ?
Det har aldrig været vores hensigt at få en ekstra hund her i hytten - bestemt ikke. Men da Buller får konstateret HD, og købelov og alt muligt administrativt flimrede ind over ørene på os, syntes tanken om en "legekammerat" til Buller ikke helt så afskrækkende endda. Dog var den kvindelige part her i hytten meget, meget skeptisk - faktisk meget imod det, for der var kun een ener - og det var Buller. Jeg syntes ikke, at der på det tidspunkt var mere overskud at give af. Alle ressourcer og tanker drejede sig alene om Buller. Og "bleskift" og alt det dér, det orkede jeg ikke een gang til. Efter en del "parlamenteren" aftalte vi at tage afsted til kennelen, og kigge...kun kigge - vi behøvede ikke at få en hund med retur, vi kunne nøjes med at kigge - og så lægge låg på igen !
Ja - prøv lige dét, hva' !!! Prøv lige at blive udsat for x-antal små størrelser, den ene mere dejlig end den anden ! For den da !
Men kravet var, at det skulle være en hanhund, og han skulle være mørk - der var så kun een af disse tilbage - og han var sort med en hvid brystplet. Og så var han jo noget så DEJLIG og KÆRLIG - og langbenet - og noget så LILLE ! Alle fordomme, alle tvivl - ja ALT - det blev jo bare fejet bort, og fornuften samme vej.....tsk...tsk....

Vi så Kato's forældre, hvor vi kendte moderen i forvejen - hende hilste vi på, da vi hentede Buller. Hun er noget af det sødeste og pragtfuldeste, vi nogensinde har set - en virkelig dejlig og yndefuld hunhund. Faderen kom bragende ind til os - virkelig - fuld af liv, og meget, meget nussesyg. Blev betegnet som lidt af en godmodig "kegle"... 
Da alt papirarbejdet var gjort, afsted det gik. Vi valgte hurtigt at beholde navnet Kato. Ind i bilen om på bagsædet til mig - og til forskel fra Buller, der var temmelig betuttet over situationen, så lagde Kato sig på mit skød, og slappede af... Han var helt rolig, og nød bare at blive nusset og talt til.
Vi var jo LIDT spændte på, hvad Buller ville sige til, at vi kom med sådan en lille een. Manden hentede ham så inde fra huset af, og fik lige overstået gensyns-balladen, og så gik de ud i haven. Kato og jeg kom så derud lidt senere, og Buller blev godt nok noget paf, da Kato kom ud i haven ! Hvad var dog det for noget, hans Mor kom med ? Der blev snust og snust - og Kato fandt sig i det hele, og var bare så glad en lille hund, og drønede rundt på hele græsplænen - og så hen til os for at blive krammet lidt - og så videre rundt på græsplænen.
Så kom Farmor og Farfar på besøg - for Farmor var så spændt så spændt, og de var jo helt solgte over den lille dér. Men huskede også lige Buller - han var ved at blive lidt ked af al den postyr, som ikke var til og over ham.
Buller var ikke meget for, at Kato nussede med Far, så det blev hurtigt til, at Kato fulgte mig i tykt og tyndt - og da han blev træt, lagde han sig godt til rette i mit skød - og sov.

At Kato er et madøre, ja - det fandt vi så ud af ved spisetid ! Du godeste, hvor han skovlede i sig... vi blev hurtigt klar over, at her var der vist et lille problem, der skulle løses. Han tissede ikke een eneste gang indenfor den første dag - men var meget, meget dygtig til at "vente", til vi gik udenfor. Det syntes vi jo var så flot, så flot af sådan en lille een.
Om aftenen lagde jeg mig ned til den lille "ny", og straks puttede han sig ind til mig, og lagde sit hoved på min hals - og så sov han ! Sådan gør han stadigvæk. 

Vi er faldet pladask for racen Hovawart, og det kan vi takke Buller for. Vi kan i dag slet ikke forestille os have andre racer end en Hovawart i hytten.....så ja, man bli'r helt solgt.


Nyeste kommentarer

21.12 | 19:24

Lidt nyt fra os.......